27 oktober 2008

Opdatering

Siden sidste indlæg i onsdags er der ikke sket det helt store.
Vi har været væk fra huset i weekenden, men det ser ud til, at tilbygningen har overlevet weekendens regnvejr.
I dag mandag er vores vinduer ankommet, og vi håber at få dem sat i i løbet af ugen.
Ligeledes regner vi med at kunne få startet på at lægge tagsten.
Mere senere...

22 oktober 2008

Nu er der godt nok sket meget!

Siden sidst er der bygget tag (Med deraf følgende rejsegilde).

Onsdag formiddag blev den store kiprem, som skal holde taget, løftet på plads. Det var kun lige akkurat, at kranen kunne række helt ind over taget på det "gamle" hus

Herefter kunne spærrene rejses.

I den forbindelse blev der åbnet op til taget i det gamle hus. "Hullet" blev naturligvis dækket af med pressening men ikke godt nok. Natten til torsdag regnede det kraftigt, og der trængte vand ind i skunken og videre ind over stueloftet. Det så ikke for godt ud

Ud på natten fik vi det dog stoppet, og efter nogle dage virkede det, som om alt var udtørret igen. Vi holder dog øje med tegn på eventuelle fugtskader.

Så kunne opbygning af taget ellers fortsætte
Mandag 20. oktober holdt vi rejsegilde i form af et lille have-arrangement med pølser, øl og sodavand, for de, der havde mulighed for at møde op.

Nu går det så hurtigt fremad med at få lukket bygningen. Det er planen, at der efter lukning skal sættes en affugter op i et par uger for at fjerne fugt fra træ og beton.

Der er lavet skotrende mod det gamle tag...
... isoleret og lagt undertag...

... og monteret Velux-vinduer i taget.

Så nu ligner det noget - og så er der en fin udsigt fra stilladset...


Så lige som, der er sket meget i den seneste uges tid, kommer der også til at ske en del i den næste. Aflukning af bygningen fortsætter. I starten af næste uge skulle taget gerne blive tækket og arbejdet med isætning af vinduer kan starte.

Mere herom senere.

14 oktober 2008

Så går vi i højden

I løbet af igår mandag og idag tirsdag er murerne blevet færdig med det meste af de to endevægge.


Der er opbygget en "galge" i hver ende af bygningen. Det er meningen at de midlertidigt skal understøtte den bjælke, der skal holde taget. Senere bliver der så bygget spær op, og så kan galgerne fjernes igen. Bjælken bliver sandsynligvis løftet på plads i morgen onsdag.


10 oktober 2008

En weekend update

Så er arbejdsuge 41 forbi, og her er en lille billedopdatering før weekenden


God weekend!

08 oktober 2008

Mur

Siden sidste indlæg er resten af bagvæggen blevet beklædt med gipsplader.

Det var kun en stakket frist for den plast, som bygningen blev beklædt med. Meningen var, at plasten skulle beskytte konstruktionen mod regn. I løbet lørdag aften blæste det imidlertid voldsomt op, og al plasten blev flået af.

Tirsdag startede mureren på at opmure den skalmur, som skal dække bygningen. Foreløbigt synes vi selv, det ser ret lovende ud...


02 oktober 2008

Nu begynder det at ligne noget!

Så sker der for alvor noget!



Igår onsdag startede opbygningen af bagvægge - den indvendige trækonstruktion, der skal bære bygningens vægt. Den bygges op som en gitterkonstruktion, der udvendigt beklædes med gips-plader og senere dækkes af en skalmur.



I konstruktionen er der gjort plads til vindueshuller og døråbning

For at beskytte gipsen, indtil der kommer murværk udenpå, dækkes bygningen med plast

Vi regner med, at det sidste gipsarbejde laves i morgen fredag, og at opmuring af skalmur starter mandag eller tirsdag.

Mere senere...